Oprindelse: AMA
Forvarm ovnen til 200° alm. ovnvarme (eller varmluft 185°) og kom bagepapir på en bageplade. Bland mel, bagepulver og salt sammen i en skål. Tilsæt de kolde AMA-tern og ”hak” dem i melblandingen til AMA-klumperne er på størrelse med ærter. Pisk kærnemælk og honning sammen og kom det i den kolde melblanding. Rør hurtigt sammen (brug en dejskraber eller røreske) og hæld dejen ud på et meldrysset bord. Ælt dejen hurtigt sammen. Der skal stadig være synlige klumper af AMA i dejen. Rul dejen ud til en tykkelse på ca. 1 1/2 cm. Fold 1/3 del af dejen over den midterste del og fold den sidste 1/3 del over. Gentag processen 2 gange mere. Man skal stadig kune se AMA klumperne i dejen. På denne måde bliver dejen lidt som en butterdej. Rul dejen ud til ca. 2,5 cm tykkelse og stik runde stykker på ca. 5 cm ud med en udstikker. Det er vigtigt, at du trykker lige ned i dejen uden at vride udstikkeren, når du udstikker scones, da de hæver i ”lag” som en butterdej. Der skal nemlig ikke så meget skævhed til i udstikningen før dine scones vælter under bagningen.
Alternativt kan du skære dejen i kvadrater med en skarp kniv. Så undgår du også dejspild! Men her gælder det samme princip, men at du her presser kniven lige ned oppefra uden at ”trække” kniven gennem dejen. Læg scones på en smurt bageplade og pensl med æg. Bag dem ca. 10-12 minutter til de er hævede og gyldne. Server dem lune til påskebrunch med fx Bakkedal og marmelade, friskost eller tyndtskåret skinke og brie.
300 g hvedemel 2½ tsk. bagepulver ½ tsk. fint salt 100 g AMA Bagning (koldt og skåret i små tern) 2 dl kærnemælk 3 spsk. flydende honning
Udstikkerform i metal på ca. 5- 6 cm