Oprindelse: AMA-tips
Vaniljecreme: Flæk vaniljestangen på den lange led, og skrab vaniljekornene ud med en lille kniv. Mas kornene sammen med en anelse af sukkeret, således at kornene skilles ad. Bland vaniljesukker, sukker og majsstivelse og pisk det godt med 1 dl af mælken. Tilsæt til sidst æggeblommen og pisk igen. Kog de resterende 1,5 dl af mælken op i en gryde med den tomme vaniljestang. Når mælken koger fjernes vaniljestangen og vaniljeblandingen tilsættes. Der piskes godt nogle sekunder til cremen tykner. Kom straks den færdigkogte creme op i en kold beholder. Læg et stykke husholdningsfilm direkte oven på vaniljecremen således,at der ikke dannes kondens. Afkøles helt i køleskab. Cremen skal anvendes samme eller næste dag.
Mørdej: Ælt alle ingredienserne sammen til en ensartet dej. Stil dejen koldt i ½ time. Udrul den kolde mørdej relativt tyndt i en anelse ekstra mel. Udstik cirkler af den udrullede mørdej på 6 cm i diameter.
Sprøjt formene i et tyndt, men jævnt lag med AMA Bagespray. Læg en cirkel dej ned i hver linseform og pres dejen godt ud i kanterne og bunden. Tryk kanterne fri for overflødig mørdej. Mazarinmasse: Ælt marcipan og sukker sammen på bordet med hænderne. Ælt det stuetempererede smør i lidt ad gangen. Når alt smørret er æltet med, tilsættes ægget ligeledes lidt ad gangen. Kom massen op i en engangssprøjtepose uden tylle. De mørdejsforede forme fyldes nu halvt op med mazarinmassen. Bundene bages ved 180 grader i ca. 10 minutter, til de er gyldne og mazarinmassen giver efter ved let tryk. Afkøles og befries fra formene.
Opbygning: Den kolde creme piskes let og kommes i en engangssprøjtepose uden tylle. I midten af hver af de afkølede bunde sprøjtes cremen ud i flade toppe. Læg de friske hindbær sirligt og smukt på hver kage. Drys let med sigtet flormelis.
Vaniljecreme: ½ vaniljestang, polynesisk 30 g sukker 20 g majsstivelse 2,5 dl sødmælk 1 æggeblomme Mørdej: 300 g hvedemel 150 g smør, stuetempereret 100 g flormelis 1 æg (str. L) Mazarinmasse: 125 g ren rå marcipan, stuetempereret 75 g sukker 50 g smør, stuetempereret 1 æg ( str. L ) 12-15 stk. linseforme (5 cm i diameter og 2 cm høje) ca. 80 stk. friske hindbær en anelse flormelis til drys