Ingredienser
30 personer
1 time og 15 minutter
Chokoladekage
400 g. AMA Perfekt til Bagning
200 g. mørk chokolade
6 spsk. bagekakao
9 æg
650 g. sukker
6 tsk. vaniljesukker
4 dl. kærnemælk
320 g. hvedemel
3 tsk. bagepulver
Bærskum
400 g. frosne blåbær
50 g. sukker
1 liter piskefløde
4 spsk. flormelis
Pynt
850 g. blåbær og brombær
Evt. 200 g. chokoladekugler
Stor og svampede chokoladekage med blåbærskum
Skal du bage til mange mennesker? Så er den her svampede chokoladekage med blåbærskum i bradepande din redning. Det er en mørk chokoladekage med blødt blåbærskum og masser af bær, som er helt perfekt til fødselsdage, fællesarrangementer, fester, sammenkomster eller andre begivenheder, hvor der er mange omkring bordet. Den her opskrift er til 30 personer, og den smager præcis så godt, som den ser ud!
Sådan gør du:
Chokoladekage
- Tænd ovnen på 175 grader varmluft.
- Smelt AMA Perfekt til Bagning i en gryde.
- Hak den mørke chokolade fint.
- Når AMA Perfekt til Bagning er smeltet, tilsættes hakket mørk chokolade og bagekakao. Rør det godt ud, så chokoladen smelter sammen til en ensartet masse.
- Tilsæt kærnemælk for at sænke temperaturen. Rør det godt sammen.
- Pisk æg, sukker og vaniljesukker med en elpisker, til det er lyst og luftigt.
- Kom chokoladeblandingen i, og rør det godt sammen.
- Sigt hvedemel og bagepulver i, og vend det forsigtigt sammen med en dejskraber.
- Fordel dejen i en bradepande (som passer til ovnen).
- Bag kagen i midten af ovnen i ca. 25–35 minutter alt efter, hvor kraftig din ovn er.
- Tjek, om den er færdig, ved at stikke en strikkepind, et grillspyd eller noget andet tyndt ned i den. Hvis der ikke er ubagt dej på, er den færdig. Hvis der er lidt ubagt dej, så giv den lidt længere.
- Tag kagen ud, og lad den køle af.
Bærskum
- Blandede bær og sukker koges let op i en gryde. Bærrene moses en anelse sammen. Lad det simre ved lav varme i 10 minutter, så noget af væsken kan fordampe. Du skal have en fast bærkompot.
- Bærkompotten sættes på køl og køler helt af. Sæt den evt. i fryseren, hvis det skal gå hurtigt.
- Piskefløde og flormelis piskes til en fast flødeskum. Vend lidt af bærkompotten i ad gangen. Hvis din bærkompot har meget saft, så undgå at få alt for meget af det med, da det vil give et meget tyndt bærskum.
- Pynt kagen med bærskum og masser af friske bær og evt. chokolade.
Opskriften er udviklet for AMA af mummum.dk
